Sygeundervisning
Reglerne kommer omkring hvem, der er ansvarlig for at iværksætte sygeundervisning samt specifikt om sygeundervisning i hjemmet og på hospital mv.
Når en elevs fravær på grund af sygdom eller lignende vurderes at blive af længere varighed, skal skolens leder rette henvendelse til elevens forældre med henblik på en vurdering af behovet for sygeundervisning i hjemmet.
Hvornår skal skolen iværksætte sygeundervisning i hjemmet?
Henvendelsen til forældrene om sygeundervisning skal ske snarest muligt. Under alle omstændigheder skal skolens leder rette henvendelse til forældrene, når en elev ikke har deltaget i undervisning i sammenlagt 3 uger, svarende til 15 skoledage.
Hvem er ansvarlig for iværksættelse af sygeundervisning?
Skolelederen på den skole, hvor en elev går, er i alle tilfælde ansvarlig for, at eleven om nødvendigt modtager sygeundervisning.
Når en elev har et sådant fravær, at der skal gives sygeundervisning, er det således skolens leder, der har ansvaret for så hurtigt som muligt i samarbejde med eleven og forældrene at kortlægge, hvilke årsager der ligger bag fraværet, og udarbejde en plan for iværksættelse af sygeundervisning. Det kan i den forbindelse være relevant for skolens leder at inddrage f.eks. den kommunale sundhedstjeneste eller Pædagogisk Praksis og Læring (PPL).
Hvad skal sygeundervisning i hjemmet indeholde?
Hvis der er tale om sygeundervisning i hjemmet, bør skolens leder i samarbejde med forældrene, eleven og den eller de lærere, der skal undervise eleven, udarbejde en plan for sygeundervisningen, herunder hvilke fag der undervises i, omfanget af undervisningen, hvornår undervisningen gennemføres og af hvem. Planen bør løbende justeres og evalueres, så den svarer til elevens situation og behov.
Sygeundervisningen skal som udgangspunkt indeholder hele fagrækken og være af samme omfang, som klassens undervisning.
Efter aftale med forældrene kan undervisningen evt. understøttes med digitale løsninger, som fx virtuel undervisning eller robot.
Sygeundervisning i hjemmet skal så vidt muligt varetages af en eller flere af elevens egne undervisere. Skolens leder skal således bestræbe sig på at anvende undervisere til sygeundervisningen, som eleven kender.
Specifikt om sygeundervisning for elever, der modtager mindst 9 timers specialpædagogisk bistand om ugen
For elever, der modtager mindst 9 timers specialpædagogisk bistand om ugen, gælder særlige muligheder for reduceret skema.
Specifikt om sygeundervisning på hospital eller anden institution
Opholder eleven sig på et sygehus, et hospital eller en anden institution, skal skolens leder sikre sig, at eleven modtager undervisning.
Sygeundervisning gives med afsæt i klare mål for udvikling i barnets trivsel og læring. Der laves således en handleplan for elevens læringsmæssige progression under fraværet (uanset om der er tale om helt eller delvist fravær), ligesom der laves handleplan for elevens tilbagevenden til fuldt skema på skolen. Ved noget sygeundervisning (hvor det f.eks. ikke forventes at eleven kan vende tilbage til undervisningen) er hovedsigtet ikke nødvendigvis at eleven skal sættes i stand til at vende tilbage til undervisningen, hvorfor læringsfokus er mindre betydende.
Registrering af fravær
Elevens fravær fra den almindelige undervisning skal registreres af skolen, også selvom eleven modtager sygeundervisning. Fraværet registreres som sygdom.
Se Retningslinjer om notering og registrering af fravær fra folkeskolens undervisning
Se vejledning om sygeundervisning (link i boksen "Love og regler") for nærmere om sygeundervisningens indhold og omfang, opfølgning efter et forløb med sygeundervisning, sygeundervisning i hjemmet, skolelederens opgave i forbindelse med sygeundervisning på sygehus mv., skole-hjemsamarbejdet i forbindelse med sygeundervisning mv.
Love og regler
Folkeskoleloven § 3, § 23 om sygeundervisning
Linket går til siden Love og regler på uvm.dk og derfra til retsinformation.dk.
Hvis teksten på retsinformation.dk er "Historisk", så søg øverst til højre under "Senere ændringer til forskriften" og find den gældende udgave. Send desuden besked til webmaster.
Ofte stillede spørgsmål og svar vedr. sygeundervisning
Hvornår skelner vi mellem sygeundervisning og dispenseret fravær med lægeerklæring? Hvornår anvender vi sygeundervisning i f.t. dispenserede elever?
- Sygeundervisning gælder for alle børn, der enten ikke modtager støtte i undervisningen eller modtager mindre end 9 timers støtte om ugen i almen skoletilbud.
- Reglerne om reduceret skema gælder for børn, der modtager specialpædagogisk bistand i mindst 9 timer om ugen.
Sygeundervisning kræver ikke dispensation – hvornår skal forældre søge/ikke søge dispensation?
- Hvis skolens leder definerer undervisningen som sygeundervisning, skal der ikke søges dispensation – det er altså et spørgsmål om skoleleders vurdering.
Hvornår er eneundervisning at betragte som sygeundervisning (elever der skolevægrer)?
- Som nævnt ovenfor må udgangspunktet være, at kan man komme på skole, så er der ikke tale om sygeundervisning i hjemmet. Desuden vil sygeundervisning som udgangspunkt kun finde sted i midlertidige perioder.