Strategi for Den åbne skole
Indledning
Skolerne skal i højere grad åbne sig over for det omgivende samfund ved bl.a. at samarbejde med lokalsamfundets kultur-, folkeoplysnings-, idræt- og foreningsliv, kunst- og kulturskoler, med lokale fritids- og klubtilbud og med de kommunale eller kommunalt støttede musikskoler og Silkeborg Ungdomsskole.
I Silkeborg Kommune er Den åbne skole en paraply for skolernes samarbejde med det omgivende samfund lokalt og internationalt. De gældende politikker på skoleområdet udgør de ydre rammer for ethvert samarbejde.
Strategiens formål
Den åbne skole skal bidrage til opfyldelsen af folkeskolens formål og understøtte undervisningen i folkeskolen, så alle elever udfordres og motiveres og derved lærer mere. Den åbne skole skal også bidrage til, at eleverne i højere grad stifter bekendtskab med foreningslivet og de muligheder, som foreningslivet rummer. Samtidig skal samarbejdet også bidrage til at styrke sammenhængskraften i lokalområdet bl.a. ved samarbejde med virksomheder.
Silkeborg er en kommune med variation i forudsætninger og behov. Samarbejder på tværs af aktører om at styrke børn og unges læring, trivsel og udvikling udfyldes bedst lokalt. Lokale løsninger og lokal forankring kan styrke det fælles engagement, så det bliver en fælles indsats at understøtte folkeskolereformens overordnede mål. Lokal forankring giver også gode muligheder for at udfolde og differentiere de anderledes læringsrum efter særlige lokale behov – og for at udnytte særlige lokale ressourcer.
Kommunale principper for samarbejder
Skolernes samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere skal til en hver tid:
- give et positivt bidrag til børn og unges læring
- tage afsæt i det, der gavner hvert enkelt barn og ung
- tilrettelægge aktiviteter efter børn og unges behov og forudsætninger og dermed
- støtte læring og trivsel
Lokale principper for samarbejder
Det er den enkelte skoles leder, der beslutter, hvordan samarbejdet i praksis skal tilrettelægges, mens det er skolebestyrelsen, der skal fastsætte de lokale principper for samarbejdet.
Rammer
Skoleafdelingen støtter skolerne i at indgå lokale samarbejder med eksterne aktører både lokalt og internationalt således:
Skoletjenesten.dk i Silkeborg Kommune formidler undervisnings- og læringsforløb som alle har det til fælles, at de afvikles i eksterne læringsmiljøer – børnene og de unge skal ud af de vante rammer og møde andre aktørers særlige fagområde. Der er ingen specifikke krav til typen af udbyder, det afgørende er, at man råder over et særligt læringsrum, som kan bringes i spil som et lærerigt, oplevelsesorienteret og fagligt forankret tilbud for skoler, daginstitutioner eller ungdomsuddannelserne.
Undervisnings- og læringsforløbene på Skoletjenesten.dk kan bidrage til skolernes og dagtilbuddenes opfyldelse af læringsmål gennem mange forskellige forløb, hvor oplevelse, læring og faglighed går hånd i hånd.
Skoleafdelingen har udarbejdet en samarbejdsmodel til brug for skolerne og eksterne samarbejdsaktører: Erhvervslivet, foreningslivet, kulturlivet og nationale/internationale aktører.
Samarbejdsskabelonen indeholder dels en beskrivelse af samarbejdet og dels en række bilag (om børneattest, underretningspligt, videregivelse af oplysninger, tavshedspligt, forsikringsforhold og tilsyn).
Børne- og Ungeudvalget blev orienteret om indsatserne på møde 5. april 2016, siden er indsatserne blevet til rammer. Strategien er blevet konsekvensrettet pga. ny digital platform, senest juni 2024