Procedure for ændring af skolernes læringsrum
Formål
Denne procedure vedrører retningslinjer for, hvorledes skolens behov for og ønske om mindre ændringer af skolens læringsrum (bygninger og udearealer) håndteres. Større moderniserings- og nybygningsprojekter indgår i den kommunale langsigtede anlægsstrategi og er derfor ikke omfattet af proceduren. Opgaver vedrørende planlagt vedligeholdelse af bygninger og udearealer planlægges og finansieres fortsat af Ejendomme.
Det overordnede formål med disse retningslinjer er at sikre, at det konkrete projekt understøtter sammenhængen mellem skolens fysiske rammer og pædagogiske visioner, så rum er motiverende og inspirerende for læring, udvikling og trivsel.
Derudover skal det sikres, at læringsrum udvikles med afsæt i blandt andet de godkendte strategier og politikker: bygningsstrategien ”Skolens rum”, Den Sammenhængende Børne- og Ungepolitik ”Alle skal med” og Ejendomspolitik 2030.
Godkendt 25. februar 2021 på samarbejdsmøde mellem Ejendomme og Skoleafdelingen, revideret 4. januar 2024 på afdelingsledelsesmøde i Skoleafdelingen
Læs mere i bilag 2 Skolestruktur, underbilaget Skolebygninger: Bygningsstrategien "Skolens rum"
Læs mere i Silkeborg Kommunes Ejendomspolitik 2030 på silkeborg.dk
Finansiering
Skolen finansierer selv projekter til ændring af skolens læringsrum. Skolen kan i helt særlige tilfælde og på foranledning af Sektionslederen for skoler eller skolechefen søge om midler i stærkt begrænset omfang fra Skoleafdelingens centrale pulje til fast ejendom.
Fremgangsmåde ved ansøgning om ændring af skolens læringsrum
- Det ønskede projekt drøftes indledningsvis med Sektionsleder for skoler.
- Skolens ledelse sørger herefter for, at relevante medarbejdere og fora inddrages i drøftelse af det ønskede projekt.
- Derefter tager skolens ledelse igen kontakt til Sektionsleder for skoler med dét formål at drøfte og træffe en afklaring af det konkrete projekt.
- Efter afklaring af projektet udfylder skolen et projektforklæde (se nedenfor) med beskrivelse og evt. skitse af projektet til Skoleafdelingens Sekretariat og Sektionsleder for skoler, hvor sidstnævnte vurderer og træffer beslutning om, hvorvidt projektet kan igangsættes.
- Er der behov for en nærmere drøftelse af et projekt med Ejendomme, inden den endelige beslutning om igangsætning af et projekt træffes, så vil dette finde sted på et af de månedlige samarbejdsmøder mellem Ejendomme og Skoleafdelingen.
- Efterfølgende rekvirerer Skoleafdelingens Sekretariat Ejendomme til at varetage opgaveløsningen.