Skolestart
Læs generelle informationer om skolestart, om støtte til skolestart og om førskole
Skolestart generelt
Som udgangspunkt skal alle børn starte i almindelig klasse på distriktsskolen i august det år, hvor de fylder 6 år.
Støtte til skolestart
Det er på skoleområdet ligesom for dagtilbudsområdet sådan, at alle ressourcer er lagt ud decentralt. Det er skolelederen på den enkelte skole, der har ansvaret for fordelingen af ressourcer til børn i udsatte positioner. Dette betyder, at dagtilbuddet ikke skal søge resurser til skolestartere. Dagtilbuddets opgave er at få lavet en god overlevering til skolen, hvor barnets behov beskrives. Det er så op til skolen at vurdere, hvordan den vil løse opgaven.
Dagtilbuddet har ingen mulighed for at søge støtte gennem PPL eller andre centrale instanser.
Førskole, pilotforsøg 2022
Orientering om evaluering af pilotprojektet "Førskole for bedre skolestart" med afsæt i input fra forældre, medarbejdere og ledere i de involverede dagtilbud og skoler.
Orientering: Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget den 28. november 2022
Byrådet har i budgetaftale 2022 besluttet, at der skal gennemføres pilotforsøg for at afdække i hvilket omfang, førskole kan bidrage til at løse kapacitetsudfordringer på dagtilbudsområdet og samtidig skabe en bedre sammenhæng og kvalitet for barnet i overgangen fra dagtilbud til skole og dermed understøtte den eksisterende ambition om en god skolestart for alle børn i Silkeborg Kommune. I forbindelse med skolestarten til skoleåret 2022/23 skal der gennemføres pilotforløb med førskole i 2-5 skoledistrikter i perioden 1. maj til 1. august 2022.
Deltagerne er Gødvadskolen, Frisholm Skole og Langsøskolen sammen med Daginstitution Naturstien med Askehuset, Daginstitution Firkløveret med Skovbuen og Dybkærgården, og Daginstitution Aarhusbakken Midtbyen og Specialområde med Bakkegården, Akacien/Kernehuset og Skolegade, som i januar 2022 blev introduceret for rammerne for pilotforsøget.
Orientering: Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget den 8. februar 2022