Skip til hoved indholdet
    Hjem Styrelsesvedtægtens bilag og underbilag Bilag 2: Skolestruktur Antal skoler og omfang

Antal skoler og omfang

En samlet oversigt over Silkeborg Kommunes skoler og deres omfang, inkl. inklusionscenter (specialpædagogisk bistand) og modtagelsesklasser (undervisning af flersprogede elever). Desuden politiske beslutninger vedr. oprettelse, sammenlægning og lukning af skoler mv.

Bilag 2, underbilaget Skolestruktur pr. 1. januar 2025, redigeret november 2024 (pdf)

Godkendelse vedr. oprettelse af specialklassetilbud på Tollundskolen

Silkeborg Kommune står over for et stigende behov for specialklassepladser. For at imødekomme dette behov foreslås det at oprette specialklassetilbud på både Voel Skole og Tollundskolen. Efter høring af skolerne besluttede Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget ikke at oprette specialklassetilbud på Voel Skole, men kun på Tollundskolen.

Rammerne for de nye specialklassetilbud:

  • Der oprettes et specialklassetilbud for elever i 0.-9. klasse på Tollundskolen (og 0.-6. klasse på Voel Skole)
  • Specialklassetilbuddene oprettes uden målgruppe – det primære optagelseskriterie bliver elevens lokale tilknytning til skolen/lokalområdet.
  • Taksterne for den nye specialklasserække beregnes med udgangspunkt i eksisterende takststrukturer for Silkeborg Kommunes inklusionscentre. Derudover tildeles skolerne opstartsøkonomi i forbindelse med etableringen. Fastsættelse af takster og opstartsøkonomi sker i dialog med skolen

Ved byrådets godkendelse vil der arbejdes for, at specialklassetilbuddene oprettes hurtigst muligt, så nyvisiterede elever fra efterårets visitationsrunde kan starte i de nye specialklasser allerede i starten af 2025.

Besluttet: Byrådet den 29. oktober 2024

Beslutning vedr. skolestruktur for området Gødvad, Dybkær og Grauballe ifbm. ny skolebygning i Eriksborg

På DSFU-mødet den 28. november 2022 blev det besluttet at igangsætte en proces med henblik på i efteråret 2023 at kunne træffe beslutning om den fremtidige skolestruktur og skolemæssige udbygning af hele området Gødvad, Dybkær og Grauballe skoledistrikter, både på den korte og længere bane. Byrådet godkendte den 19. december 2022 principbeslutning om ny skolebygning i Eriksborg, hvorved der kom retning på den fremtidige skolemæssige udbygning i området. Som en del af processen har DSFU afholdt dialogmøde den 24. april 2023 med berørte skoleledere, lokalråd og skolebestyrelser i distrikterne Gødvad, Dybkær og Grauballe. På baggrund af høringer og materiale anbefalede DSFU på møde den 9. oktober 2023 en selvstændig skole med eget skoledistrikt og egen ledelse således:

  • Skolen i Eriksborg får sit eget skoledistrikt vha. basisområder fra Grauballe og Gødvad
  • Eriksborg Skole bliver på sigt overbygningsskole for Grauballe Skole, som fortsætter med at være en 0.-6. klasses skole.
  • Dybkærskolen bliver overbygningsskole for Gødvadskolen, der ligeledes fortsætter som 0.-6. klasses skole.
  • Skoledistriktsgrænser omkring Stævnepladsen ændres.
  • Det afklares, hvordan den skolemæssige og pædagogiske projektering mv. af skolebyggeriet i Eriksborg forankres ledelsesmæssigt, når der ikke er en eksisterende skole og skoleledelse i Eriksborg at koble det på.
  • Ændringerne træder i kræft ved indskrivning til 0. klasse til skoleåret 2024/25
  • Søskendekriterier følger styrelsesvedtægtens bilag 2 Skolestruktur, underbilaget Optagelse af elever.

Besluttet: Byrådet den 31. oktober 2023

Sammenlægning/lukning vedr. skoler med flere afdelinger og små skoler

Sammenlægning af årgange med under 12 elever på skoler med flere afdelinger

Såfremt der på en årgang på en afdeling inden for et skoledistrikt kun er 12 børn eller derunder, kan skolelederen efter dialog med skolebestyrelsen og forældrene beslutte at sammenlægge den pågældende klasse med en klasse fra en anden afdeling inden for skoledistriktet.

Lukning af afdelinger

Hvis en skole med flere afdelinger ønsker at lukke en afdeling, skal sagen forelægges til godkendelse af Børne- og Ungeudvalget.

Sammenlægning/lukning vedr. små skoler

Såfremt der på en skole, inden for en treårig periode, vil blive et samlet elevtal i 0.-6. årgang på under 125, skal skolechefen indlede drøftelse med skolens bestyrelse og ledelse med henblik på at afdække muligheder for skolens fremtid. Hvis der er tale om skolelukning, skal sagen forelægges byrådet.

Besluttet: Børne- og Ungeudvalget den 14. juni 2016, Silkeborg Byråd den 27. juni 2016

Gjessø Skole - landsbyordningen Gjessøs Børn

Landsbymodellen ”Gjessøs Børn” går fra forsøgsordning til en permanent organisering med fælles ledelse og fælles bestyrelse i henhold til Folkeskolelovens § 24 a pr. 8. februar 2022.

Besluttet: Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget den 8. februar 2022

Beskrivelse af samarbejdet mellem Skoleafdelingen og Børne- og Familieafdelingen om landsbyordningen ”Gjessøs Børn” (pdf-fil), dateret 25. marts 2022

Kulturklasser på skolerne

Kulturklasser er et samarbejde mellem Den Kreative Skole og en lokal folkeskole. Samarbejdet består i, at en skoleklasse i én skoletime om ugen får undervisning i enten et instrument, billedkunst eller dans. Undervisningen foregår på skolerne og bliver skabt ved, at en underviser fra Den Kreative Skole arbejder sammen om klassens undervisning med skoleklassens egen lærer. Hver skole har en medfinansiering pr. klasse.

Udvalget beslutter at prioritere økonomi til flere kulturklasser på skolerne i 2024. Initiativet finansieres via den almene tildelingsmodel. Midlerne tildeles under forudsætning af, at de resterende 3 skoler (ud af 25 skoler) ønsker at komme med i ordningen. Hvis en eller flere skoler ikke ønsker at deltage falder, en tilsvarende andel tilbage i den almene tildeling.

Besluttet: Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget den 27. november 2023

Oprettelse af talentklasser

Silkeborg Kommunes Skoleafdeling og EliteSilkeborg har indgået ny samarbejdsaftale om drift af kommunens talentklasser for skoleårene 2020/21-2023/24. I denne forbindelse gives Børne- og Ungeudvalget en generel orientering om samarbejdets indhold, omfang og økonomi.

Orienteret: Børne- og Ungeudvalget den 6. september 2021

Skoleafdelingen skal ansøge Undervisningsministeriet om dispensation til oprettelse af talentklasser i musik for de skoler, der måtte ønske det.

Besluttet: Børne- og Ungeudvalget den 12. august 2014

Skoleafdelingens organisering

Reorganisering af Skoleafdelingens supportfunktioner. Skoleafdelingen har i foråret 2020 gennemført en reorganisering af Skoleafdelingens supportfunktioner. De tidligere sektioner Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Pædagogisk Udviklingssektion samt Administrationen er nu omdannet til Pædagogisk Praksis og Læring (PPL) samt Sekretariatet.

Orienteret: Børne- og Ungeudvalget, den 7. september 2020

Læs mere om Skoleafdelingen på silkeborg.dk

Skoleafdelingen - Sekretariatet, Team Kvalitet og Myndighed

skoleudvikling@silkeborg.dk (webmaster)

skole@silkeborg.dk (konkrete henvendelser)