Skip til hoved indholdet
    Hjem Styrelsesvedtægtens bilag og underbilag Bilag 1: Overordnet styring Skoleudviklingssamtaler Proces for skoleudviklingssamtaler

Proces for skoleudviklingssamtaler

Processen for skoleudviklingssamtaler i Silkeborg Kommune, hvor der afrapporteres til det politiske udvalg hvert andet år. Her orienteres udvalget om skolernes udvalgte fokusområder og data for 2 skoleår ad gangen. Siden er under revision.
 
Procesplanen for skoleudviklingssamtalerne blev afprøvet i skoleåret 2022/23, og evaluering af formatet blev præsenteret for Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget på møde den 12. juni 2023. Nedenfor ses årshjul for Skoleafdelingens tilsyn og kvalitetsopfølgning.

Formål med skoleudviklingssamtalerne

Formålet med skoleudviklingssamtaler er at skabe en ramme for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen i et samarbejde mellem kommunalbestyrelse, forvaltning og skole. Skoleudviklingssamtalen tager afsæt i skolens udfordringer og udviklingsområder og i, hvordan elevernes faglige udvikling og trivsel bedst styrkes lokalt.

De formelle rammer for skoleudviklingssamtalerne fremgår af Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, inkl. en vejledning til skoleudviklingssamtalen.

Proces for skoleudviklingssamtaler i Silkeborg Kommune i et 2-årigt årshjul

Der er i skolevæsenet i Silkeborg Kommune en lang tradition for tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen i et samarbejde mellem det politiske udvalg, forvaltning og skole. Rammerne omkring skoleudviklingssamtaler lægger sig tæt op ad det, som vi i skolevæsenet i Silkeborg Kommune har kaldt læringssamtaler. Disse samtaler har ligeledes haft udvælgelse af udviklingsområder med udgangspunkt i data (kvantitativ og kvalitativ) som omdrejningspunkt. Hertil har skolerne siden 2021 deltaget på 2 læringslaboratorier årligt, hvor skoleledelser i samarbejde med skolens ressourcepersoner har arbejdet med udvalgte fokusområder på egen skole. Der deltager cirka 6 skoler på et læringslaboratorium, hvor der både er fokus på at give skolen arbejdstid, men også vidensdeling på tværs af skoler. Læringslaboratorierne får fortsat en central rolle i årshjulet omkring skoleudviklingssamtalerne, hvor de vil have henholdsvis forberedende, udviklende og opsamlende karakter.

Processen for skoleudviklingssamtalerne er et 2-årigt rul, som opfylder de formelle rammer fra Børne- og Undervisningsministeriet:

  • Gennemførelse af en årlig skoleudviklingssamtale
  • Centralt fokus på skoleledelsernes initiativret til at analysere egne data og udlede fokusområder med inddragelse af egne data, testresultater fra nationale test samt skolevæsnets strategiske rammer
  • Konkret udarbejdelse af handleplaner, som sikrer, at der arbejdes med fokusområder i et udviklingsperspektiv
  • Opfølgning på fokusområder i tidligere skoleudviklingssamtaler

Her er processen visuelt:

Uddybning af aktiviteter i processen

Læringslaboratorium 1

På læringslab 1 er der fokus på at understøtte skoleledelserne i deres arbejde med at analysere udviklings- og indsatsområderne på egen skole, så skolerne er med til at sætte retningen for, hvordan skolen skal udvikle sig i samspil med de overordnede mål og rammer for kommunens skoler, som det politiske udvalg har fastsat. Det er også her det drøftes, hvordan de kan inddrage medarbejdere, elever, skolebestyrelse i den videre proces. Hertil vil skoleledelserne have forberedelsestid, hvor fokusområder og dagsorden for skoleudviklingssamtale 1 kan klargøres.

Skoleudviklingssamtale 1

På skoleudviklingssamtalen udvælger skoleledelsen i samarbejde med sektionsleder for skolerne deres fokusområde med udgangspunkt i analyse af skolens udviklings- og indsatsområder. Det er skoleleder, der er dagsordenansvarlig. Samtalen foregår mellem skoleledelser og sektionsleder for skolerne. Skoleudviklingssamtalen peger fremad mod indsatser, der kan skabe udvikling og mulighed for forbedringer på skolen i det eller de kommende år.

Beslutninger/fokusområder offentliggøres på skolens hjemmeside.

Læringslaboratorium 2

Læringslab 2 ligger kort tid efter skoleudviklingssamtalen. Formålet er her at skabe et udviklingsrum, hvor skolerne har mulighed for at udarbejde konkrete handleplaner relateret til deres valgte fokusområde (på skoleudviklingssamtale 1) samt få inspiration fra andre skolers arbejde. Her kan skoleledelserne desuden vælge at inddrage relevante ressourcepersoner fra skolen.

Læringslaboratorium 3

Læringslab 3 ligger omkring et halvt år efter læringslab 2, så skolen har haft tid til at arbejde med de planlagte handlinger. Her gøres status på udvalgte fokusområder og handleplaner. Desuden planlægges næste skridt for det videre udviklingsarbejde på skolen.

Skoleudviklingssamtale 2

Denne skoleudviklingssamtale følger op på skoleudviklingssamtalen året før, herunder skolens fokusområde og handleplaner.

Læringslaboratorium 4

Den sidste læringslab i det 2-årige rul for skoleudviklingssamtaler har to formål:

  1. at afrunde det fokusområde, der har været arbejdet med de sidste 2 år, og
  2. forberedelse til skoleudviklingssamtalen i det nye 2-årige rul.

Udvalgsmål som politisk rammesætning

Det er skolelederne på de enkelte skoler, der har initiativretten i forhold til at analysere udviklings- og indsatsområderne på egen skole, så skolerne er med til at sætte retningen for, hvordan skolen skal udvikle sig i samspil med de overordnede mål og rammer for kommunens skoler, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Samtalen må nødvendigvis også tage afsæt i det politiske udvalgs (forvaltningens, hvis opgaven delegeres hertil) blik på skolen, dens udfordringer og udviklings- og indsatsområder, samt med blik for det kommunale skolevæsen på tværs af skolerne i kommunen og den strategiske retning, der er udstukket.

Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget har besluttet sig for, at afrapportering af skoleudviklingssamtalerne skal ske år 2 og 4 i byrådsperioden. Udvalget ønsker fortsat at følge trivselsmålingerne årligt. Udvalget supplerer skoleudviklingssamtalerne med et tema.

De politiske beslutninger vedr. skoleudviklingssamtalerne kan læses i bilag 1 Overordnet styring, underbilaget Skoleudviklingssamtaler.

Skoleafdelingen - Sekretariatet, Team Kvalitet og Myndighed

skoleudvikling@silkeborg.dk (webmaster)

skole@silkeborg.dk (konkrete henvendelser)