Bilag 3: Ungdomsskolevirksomhed
Ungdomsskolevirksomhed, bl.a. mission og vision, undervisningsmæssige tilbud, samarbejdspartnere, klubvirksomhed samt undervisningens ordning
3.01 Silkeborg Ungdomsskoles mission og vision
Silkeborg Ungdomsskoles mission
Silkeborg Ungdomsskole skal være kraft- og videnscenter for og om de 13-18-årige i Silkeborg Kommune.
Silkeborg Ungdomsskoles vision
Det er Silkeborg Ungdomsskoles vision, at der med udgangspunkt i den enkelte unges forudsætninger gives et undervisnings- og fritidstilbud, som på kompetent faglig og kreativ vis understøtter den unges hele udvikling.
Silkeborg Ungdomsskole ønsker at være naturlig samarbejdspartner for andre aktører omkring de unge i Silkeborg Kommune.
3.02 Undervisningsmæssige tilbud
Fritidsafdelingen består af den almene undervisning, Åben skole og Ungdomsklubber:
- Den almene undervisning (fritidsundervisning):
- Tilbud om undervisning i en bred vifte af fag i de unges fritid, Weekendaktiviteter og studieture
- Åben skole – kurser og forløb for 7.-10. klasse indenfor trivsel, outdoor etc.
- Ungdomsklubber
- Alderslyst Ungdomsklub har udvidet åbningstid.
- Byens øvrige klubber understøtter det øvrige fritidstilbud
- Undervisning i færdselslære, knallertkørsel og traktorkørekort
- Øvrige projekter: fritidsjob (Coop Crew, Brandkadet),
- Ungdomsskolens Heltidsundervisning IC Højmarkskolen
- 10. klasse – EUD10, Fokus10 og Gym10
- GFU Grundskolen for Unge udlændinge, herunder undervisning særligt tilrettelagt for unge indvandrere i dansk og danske samfundsforhold, jf. bilag 6 Flersprogede elever
3.03 Samarbejdspartnere for Silkeborg Ungdomsskole
Silkeborg Ungdomsskole har en bred vifte af samarbejdspartnere:
- Folke- og privatskolerne i Silkeborg Kommune
- Ungdomsuddannelserne
- Silkeborg Kommunes øvrige afdelinger
- Erhvervslivet i Silkeborg hvor det er relevant
Samarbejde mellem folkeskolen og Silkeborg Ungdomsskole
Silkeborg Ungdomsskole er i løbende dialog med skolerne i Silkeborg og tilbyder kurser til eleverne i overbygningen med udgangspunkt i fritidsafdelingens samskabelseskatalog.
Læs samskabelseskataloget på ungsilkeborg.dk
Undervisning i valgfagene på 7.-10. årgang og i tilbudsfagene kan tilrettelægges i samarbejde med folkeskolen i overensstemmelse med de af Byrådet fastsatte retningslinjer for et sådant samarbejde.
Følgende retningslinjer er besluttet:
- Såfremt tilbuds- og valgfagene ikke kan gennemføres på den enkelte skole, kan skolen selv tage kontakt til Silkeborg Ungdomsskole.
- Undervisningen i den fagrække, som omfattes af samarbejdet, skal være i overensstemmelse med de for folkeskolen gældende normer og krav.
- Eleverne hører administrativt under folkeskolen i det omfang, deres timetal ligger inden for det med folkeskolen aftalte ugentlige timetal.
- Det påhviler ungdomsskolelederen at drage omsorg for, at meddelelser om forsømmelser, arbejdsindsats og standpunkt i enkelte fag forelægges den folkeskole, eleven administrativt hører til.
- Eleverne anmeldes til eventuelle prøver af Silkeborg Ungdomsskole, som afvikler prøverne i overensstemmelse med gældende regler.
3.04 Silkeborg Ungdomsskoles klubvirksomhed
Silkeborg Ungdomsskole står for driften af ungdomsklubberne i Silkeborg Kommune.
Alderslyst Ungdomsklub er basen for klubberne og den eneste klub med fastansat personale og en væsentlig åbningstid.
Der tilstræbes så stor lokal forankring af klubtilbuddet, som det er muligt, dog fungerer klubberne i de øvrige skoledistrikter med overbygning, som et supplement til det eksisterende foreningsliv - typisk med en eller to åbningsaftner.
Faglig udvikling og resultater
I klub og fritidsundervisning er der tæt dialog med de unge og medarbejderne – et element begge steder er, at ”fødderne stemmer” – de unge kommer, hvis der er et attraktivt ungemiljø.
3.05 Undervisningens ordning, almenområdet
Bilag 3: Undervisningens ordning, almenområdet – link til det fælles bilag
Det fælles bilag indeholder politiske beslutninger om bl.a. tildeling af ressourcer, fagene, læringsplatform, IT, elevfravær, test, prøver og ferieplan.
Hele det fælles bilag 3 er gældende for Silkeborg Ungdomsskole bortset fra underbilagene om skolestart, konfirmationsforberedelse, lejrskoleordning og undervisning i fritiden.