Skip til hoved indholdet
    Hjem Styrelsesvedtægt Folkeskoler Kapitel 3: Skolebestyrelsens beføjelser

Kapitel 3: Skolebestyrelsens beføjelser

Skolebestyrelsen har en række beføjelser. Kapitel 3 beskriver opgaverne om tilsyn, udarbejdelse af principper, lovpligtige godkendelser og udtalelser.

§ 18. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed – eventuelt nedskrevet i en handleplan – inden for de mål og rammer, som Silkeborg Byråd fastsætter, jf. Folkeskolelovens § 40. Rammerne fremgår af bilagene til skolestyrelsesvedtægten samt af budgetforudsætningerne for det gældende budget. Ligeledes fører skolebestyrelsen tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, dog med undtagelse af personale- og elevsager. Skolebestyrelsen kan fra skolens leder indhente enhver oplysning om skolens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet.

Stk. 2. Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed jf. Folkeskolelovens § 44, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelse ved senere ændringer af loven. 

I Silkeborg Kommune er der til principper om undervisningens organisering disse bemærkninger: Principperne kan uddybes med principper for eventuel henlæggelse af undervisningen til en lørdag. I sådanne tilfælde får eleverne en erstatningsfridag på en hverdag i samme skoleår. Desuden kan principperne alene dække specialundervisning på skolen, for så vidt denne ikke er etableret som undervisning under et inklusionscenter.

Stk. 3-9 svarer i ordlyden til de tilsvarende stk. 3-10 i Folkeskolelovens kapitel 6, § 44, link nedenfor:

Stk. 3. Skolebestyrelsen godkender skolens budget inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt for skolen – herunder budget for skolefritidsordningen (SFO’en).

Stk. 4. Skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler og fastsætter skolens ordensregler og værdiregelsæt.

Stk. 5. Skolebestyrelsen godkender inden for de af Silkeborg Byråds fastsatte retningslinjer, om skolens virksomhed skal omfatte lokalt samarbejde om kulturcenteraktiviteter i henhold til Folkeskolelovens § 3, stk. 9, og fastsætter principper.

Stk. 6. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse til Silkeborg Byråd om ansættelse af ledere, lærere, pædagoger og andre faggrupper, som fastansættes.

Stk. 7. Skolebestyrelsen afgiver udtalelse til Silkeborg Byråd om forsøgs- og udviklingsprojekter i det omfang, det overskrider de mål og rammer, som Silkeborg Byråd har fastsat.

Stk. 8. Hvis Silkeborg Byråd beslutter, at skolerne kan tilbyde madordninger, træffer skolebestyrelsen beslutning om, hvorvidt skolen skal oprette en madordning på skolen, herunder i skolefritidsordningen (SFO’en). Skolebestyrelsen fastsætter principper for madordningen inden for de rammer, som Silkeborg Byrådet har fastsat.

Stk. 9. Skolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til skolens leder og Silkeborg Byråd om alle spørgsmål, der vedrører skolebestyrelsens virksomhed. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som Silkeborg Byråd forelægger den.

Stk. 10. Skolebestyrelserne ved skoler, der afgiver eller modtager overbygningselever, har en særlig forpligtelse til at samarbejde om elevernes overgang fra den ene skole til den anden. 

Love og regler

Folkeskoleloven § 44

Linket går til siden Love og regler på uvm.dk og derfra til retsinformation.dk.
Hvis teksten på retsinformation.dk er "Historisk", så søg øverst til højre under "Senere ændringer til forskriften" og find den gældende udgave. Send desuden besked til webmaster.

Skoleafdelingen - Sekretariatet, Team Kvalitet og Myndighed

skoleudvikling@silkeborg.dk (webmaster)

skole@silkeborg.dk (konkrete henvendelser)