Skoleudsættelse
Vejledning om skoleudsættelse i Silkeborg Kommune
Regelgrundlag
Folkeskolelovens § 34 stk. 1 foreskriver, at et barn som udgangspunkt skal starte i skole i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år.
Undtagelsen er: I enkelte tilfælde kan et barn få skoleudsættelse et år, når det er begrundet i barnets udvikling. Skoleudsættelsen kan betinges af, at barnet optages i børnehave jf. Folkeskolelovens § 34 stk. 2.
Praksis i Silkeborg Kommune
I Silkeborg Kommune starter hovedparten af børnene i skole i det år, hvor de fylder 6 år. Skoleudsættelsen kan således kun begrundes med, at et ekstra år kan gøre barnet mere skoleparat ved at udvikle væsentlige færdigheder.
Hvis barnet ikke forventes at kunne klare et almindeligt skoletilbud uanset skoleudsættelse, skal barnet som udgangspunkt i skole til normeret tid. PPL vil i det tilfælde normalt kende barnet.
Silkeborg Kommune har ikke fastlagt centrale retningslinjer for, hvordan vurderingen af skoleudsættelse foretages. Skoleparatheden vurderes i et samarbejde mellem forældre og pædagogerne i den enkelte børnehave. De kommunale børnehave vurderer barnets skoleparathed i forbindelse med trivselsvurderingerne efteråret før barnet fylder 6 år.
Det er ikke nødvendigt med en udtalelse fra PPL for at få bevilliget skoleudsættelse.
Forældrene ansøger om skoleudsættelse via den digitale indskrivning. Skolelederen træffer den endelige afgørelse på baggrund af oplysninger fra forældrene og evt. supplerende oplysninger fra børnehaven.
Hvis skolelederen imødekommer skoleudsættelse, kan lederen gøre udsættelsen betinget af, at barnet indskrives i en børnehave. Vilkårene for en sådan ordning vurderes i hver enkelt sag. Herunder kan skolen være behjælpelig med at søge om økonomisk og evt. socialpædagogisk friplads.
Formalia når skolelederen træffer en kommunal afgørelse om skoleudsættelse
Skolelederen har den kommunale kompetence til at træffe afgørelser omkring skoleudsættelser. Kommunale afgørelser begrundes skriftligt (benyt gerne skema). Begrundelsen skal indeholde oplysninger om, hvorfor eller hvorfor ikke et ekstra år i børnehaven vil gøre barnet mere skoleparat.
Skolelederens afgørelse er endelig og dermed uden klagemulighed.
Overgangen mellem børnehave og skole for børn med særlige behov
Det er skolelederen på den enkelte skole, der har ansvaret for fordelingen af ressourcer til børn i udsatte positioner. Hvis børnehaven vurderer, at barnet har særlige udfordringer, arrangerer børnehaven et sammenhængsmøde, hvor mindst barnets forældre, børnehaven og skolen deltager. Det er skolen der vurderer, hvordan de vil løse opgaven. Hvis et barn har en § 83 plads (særligt dagtilbud, inden 2024 benævnt § 32 plads), skal børnehaver og forældrene være opmærksomme på, at denne plads ikke automatisk forlænges ved skoleudsættelse. Det er forældrene (i samarbejde med børnehaven), der søger om forlængelse af specialpladsen i dagtilbud.
Årshjul
Tid/deadline |
Opgave |
Ansvar |
Oktober-november |
Trivselsundersøgelser, forældresamtaler, fokusmøder, handleplaner. Ansøgning om forlængelse af § 83 pladser (inden 2024 benævnt § 32 plads) sendes en uge før den 1. tirsdag i december til PPL, Team Sprog og Kommunikation. |
Dagtilbudsleder |
Uge 50-3 | Skoleudsættelse ansøges af forældrene via digital indskrivning – ved tvivl anbefales, at forældrene i første omgang indskriver barnet og evt. i bemærkningsfeltet skriver om sin tvivl om skolestart. Der kan søges skoleudsættelse indtil 1. maj. | Forældre |
Uge 4-1. marts | Skoleudsættelserne behandles inden 1. marts og svar sendes til forældre. Dagtilbudsleder orienteres. | Skoleleder |
Marts-april | Trivselsvurderinger, forældresamtaler, fokusmøder, handleplaner | Dagtilbudsleder |
Senest 1. maj | Senere ansøgning om skoleudsættelse sker på papirskema, og ansøgning behandles ligeledes som en kommunal afgørelse. Dagtilbudsleder orienteres. | Skoleleder |
April-maj | Børnehave og skole afholder et samlet overleveringsmøde mellem pædagoger (børnehaven) og lærere/pædagoger (skole/SFO) med fokus på den samlede børnegruppe med henblik på klassedannelse | Skoleleder |
Efter 15. maj | Børnehave, forældre og skole og evt. andre relevante afholder et sammenhængsmøde, hvis børnehaven er bekymret for den kommende skolestart. | Dagtilbudsleder |
Før indskrivning året efter | Nyt indskrivningsbrev sendes til skoleudsatte børn i distriktet. De vises automatisk i TEA. | Skoleleder |
Børne- og Familieafdelingen samt Skoleafdelingen, oktober 2024