3.05.04 Elevernes anvendelse af Google Workspace for Education
Gennem flere år har skolerne i Silkeborg Kommune anvendt Google Workspace for Education som en integreret del af den undervisning, der foregår dagligt. Her er en gennemgang af praksis.
Google Workspace er tænkt som en kontorpakke til erhvervslivet. Google stiller den samme pakke til rådighed for uddannelsesinstitutioner. Det betyder, at Google ikke anvender reklamer på såkaldte Core-produkter: Google Docs, Google Sheets, Google Classroom, Gmail m.fl., som for skolerne ikke er relevante.
Det betyder samtidig, at Google ikke indsamler oplysninger om brugere.Hvis du vil vide mere, kan du finde yderligere information på Google Workspaces hjemmeside om sikkerhed og privatliv.
Barnets Google-konto
Når et barn starter i skolen i Silkeborg Kommune, oprettes automatisk en Google-konto til barnet. Kontoen er placeret i skolernes eget domæne, silkeskole.dk.
Sammen med den oprettede konto tildeles barnet også en Gmail-adresse baseret på barnets Unilogin-brugernavn og silkeskole.dk. Et eksempel kan være brugernavn@silkeskole.dk.
Når barnet første gang anvender sin Google-konto, er der allerede oprettet to mapper, som benyttes i den daglige undervisning. Dels en personlig afleveringsmappe, som barnets lærere og pædagoger har adgang til, og dels klassens mappe, som klassens børn har adgang til. Heri kan lærere og pædagoger placere opgaver, artikler og andet, som børnene skal bruge til arbejdet i klassen.
Adgang til Google apps
Via Google Workspace har barnet adgang til flere af Googles kerne-apps. I det omfang der er aldersrestriktioner på en app, vil det ikke for pågældende børn være muligt at starte appen fra deres respektive silkeskole.dk-konto.
Adgang til YouTube, Blogger og G+
I forhold til YouTube er der restriktioner på, hvilke videoer brugeren kan se, når skolernes Google Workspace-løsning anvendes.
YouTube: eleverne kan ikke kommentere på YouTube med deres silkeskole-konto, og de kan ikke have kanaler under silkeskole.dk. Eleverne kan stadig se YouTube, hvis lærere linker til YouTube-videoer. Alle elever kan stadig logge på YouTube med andre konti. Anbefalingen er, at elever benytter YouTube uden login.
Silkeborg Kommune har begrænset adgangen til ikke-godkendte apps og tilføjelser, så brugere ikke kan installere eller logge på ved at benytte skolekonto til oprettelse af bruger på disse. Adgangen til dette er generelt blokeret.
Sociale medier
De fleste sociale medier tillader, at man opretter sig som bruger via en email-konto eller via en Google-konto. Det er skolernes politik, at man i undervisningen ikke arbejder på sociale medier uden forældrenes samtykke, hvis børnene er under 13 år.
Skolerne kan dog ikke forhindre, at børnene selv anvender deres Google-konto til at oprette sig på et socialt medie.
Sletning af Google-konto
Barnets Google-konto og tilhørende data slettes et år efter, at barnet er udgået fra Silkeborg Kommunes skolevæsen. Perioden er afstemt efter erfaring med, at børn ofte vender tilbage for at hente data, de ikke fik med sig ved skoleafslutning.